Tankemylder

Her sidder jeg nu.. I stedet for at sidde og glo i min telefon i 1,5 time, som jeg ellers plejer nærmest hver aften, kan jeg mærke at tankerne trænger til at få frit løb og at det er okay bare at sidde og lade hjernen arbejde og lader tankerne flyde.. Det har jeg nok prøvet at undgå i lidt tid.

Jeg har haft rigtig svært ved at sove om natten de sidste 3 måneder, det er heldigvis blevet bedre nu og måske også derfor der er plads til dette.

Besværet med at sove er nok opstået af alle de “oplevelser” og ting jeg har været udsat for her in the US og før jeg tog afsted. Det er gået op for mig at jeg vidst har været igennem mere her, end man normalt behøver og hvad de fleste gør.

Hvem fanden havde også troet at jeg nogensinde skulle sidde bag i, i en politibil?

Eller opleve at en hindu ville vise mig hans microdiller?

Eller at se en makker få kørt sin fod over?

Eller at skulle skifte fra én familie til en anden og ende med at bo i en oversvømmet kælder gange to?

Jeg har arbejdet 65 timer om ugen hele sommeren – ville jeg kunne klare sådan en arbejdsuge i DK? – Jeg ville nok godt kunne klare det, men hold kæft hvor ville jeg have sagt “det gider jeg kraftedme ikke, da.”

Så hjælper det jo heller ikke på det at jeg tog herover for at komme lidt “væk hjemmefra,” lære mig selv at kende, finde ud af “hvem Naja er” og komme væk fra hvad der nu lige var i Danmark på daværende tidspunkt. Måske fik jeg det ikke bearbejdet godt nok inden jeg tog afsted? Måske fylder det stadig mere end jeg tror?

Jeg kan sagtens mærke at det stadig påvirker mig herover, selvom jeg selvfølgelig har udviklet mig og er blevet stærkere på så mange punkter, så trykker (specielt) tillidsbruddene stadig. Jeg stoler ikke på dig og jeg stoler ikke på nogen andre.

Selv min mor og far. De har jo fra start sagt at de ville komme og besøge mig, men inderst inde turde jeg ikke tro på det – før de købte billetten. Dvs jeg har gået i 6 måneder og tænkt “jaja, de kommer sgu nok ikke..” – selvom jeg udemærket godt ved at de ville gøre alt hvad de overhovedet kunne/kan for at komme herover. Hvorfor fanden skal jeg gå og tænke sådan over det? Det min mor og far og de har sgu da aldrig nogensinde vist mig andet end tillid??

Da min kære bror var her, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at prøve at gøre ham tilfreds og glad at alt andet omkring mig i det sekund, var fuldstændig ligegyldigt. Det er en følelse jeg absolut ikke bryder mig om, men som jeg kan genkende fra tidligere. Jeg har aldrig nogensinde følt sådan overfor mine brødre eller nærmeste, men det var bare så vigtigt for mig at han havde en god tur og vi havde jo kun 4-5 dage sammen – ud af 13 måneder. Jeg var vanvittigt overvældet og samtidig kunne jeg ikke rigtig være i mig selv, med alt det der var sket i LA og på vej hjem fra lufthavnen, kun 2 døgn før de var her. Hele min krop var stadig chokket. En af dagene begyndte jeg bare at græde hvor han så spørger hvorfor jeg græder og jeg svarer “det ved jeg ikke…” Her mærkede jeg et mega trykken for brystet og hamrende ondt i maven. Jeg havde bare noget jeg skulle ud med.

Dagen før de ankom havde jeg heller ikke sovet. Havde for første gang mærket ét rigtig hjemve, selvom min bedste veninde fra Danmark på daværende tidspunkt lå lige ved siden af mig. Jeg havde det så skidt at jeg var lige ved at kaste op. Jeg græd og græd og prøvede alt for at få det til at stoppe. Det var min anden storebrors fødselsdag – som jeg ikke kommer til at se før jeg tager hjem herfra.. Han har altid været min aller bedste ven. Mine brødre er de bedste venner jeg har og de absolut ærligste. Hold kæft det har været og er hårdt at undvære dem. Endnu værre når den ene ikke kan komme herover – overhovedet.

Jeg får stadig ting fra Danmark, der bider mig i røven mens jeg er her. Min bil i DK er i stykker – hvordan fixer jeg den herfra? Hvad gør jeg når jeg kommer hjem til Danmark uden en dansk indtægt – hvor hurtigt kan jeg finde et job?

Møder jeg en fyr herover, får han nærmest straks den kolde skulder. Fandme nej om jeg skal lukke nogen ind og da slet ikke herfra. Tænk hvis jeg blev glad for vedkommende? Så ville jeg være tvunget til at forlade noget der endelig var godt for mig – og det ville jo gøre mere ondt end hvad jeg før har prøvet. Tror jeg.

Men spørg du mig – så har jeg det godt. Don’t worry.. Jeg har 6/7 måneder tilbage og tæller nu ikke opad, men nedad. Det er sgu også lidt trist. Jeg er jo glad for New York, jeg er glad for Long Island, jeg er glad for USA og jeg er blevet ret glad for en del af de mennesker der pt. befinder sig her.

Hvis du er i tvivl om noget som helst, eller syntes du mangler noget info. Så kan du finde det hele oppe i kategori feltet under Skynd dig væk, eller USA

XoXo