Jeg sidder nu i JFK lufthavn. Jeg venter på mit første fly, som går til Dublin. Jeg ved endnu ikke med 100% sikkerhed hvordan jeg skal komme til Danmark, men vi har en plan A, B og C – så forhåbentlig går det nok alt sammen. Den her uge har været den mest vanvittige til dato. Tænk sig at jeg kan ende med at sidde her nu og ikke ane noget om hvornår jeg er i Danmark eller hvordan jeg kommer til Danmark. Først skulle jeg have fløjet hjem den 14. april, så den 30. marts og søndag fik jeg at vide at jeg skulle skynde mig ASAP at få en billet hjem hurtigst muligt. Det blev så til onsdag...

Det onsdag – der er lige nøjagtigt 9 dage til jeg er færdig som babysitter/nanny/Au pair, whatever you wanna call it. Jeg kan absolut ikke vente og alligevel er jeg så emotional lige for tiden! Der er så mange følelser i klemme, når man skal sige farvel til sådan 3 unger, gode venner, ens liv i USA og vende tanken til at flytte hjem igen. Jeg havde også aftalt med mig selv ikke at nævne noget om corona virussen, men jeg har lige nu læst at Danmark lukker ned i 14 dage. Jeg er ikke nervøs for virussen, har heller ikke været det på noget tidspunkt – jeg skal sgu nok klare mig. Jeg kan ikke vente til min kammerat,...