Én dag alene i LA – derfor skal du aldrig gå alene!

Jeg ved det mor, jeg ved det! Jeg har siden jeg var lille bitte og kun lige lært at gå, blevet fortalt og opdraget til “altid at gå to og to” eller mere. Nu jeg voksen, søger konstant nye udfordringer og jeg ved at jeg kan slå fra mig – ved bare ikke om det virker, hvis jeg får brug for det.

 

Jeg valgte igår at gå alene fra Boyle Heights, LA til Art District, LA. Det var en gå tur i “the hood” og det varede 43 minutter. På denne gåtur var der 2 mænd og én dame der råbte og eller kom op til mig.

Nr. 1: jeg går og filmer og tager lidt billeder som en rigtig turist, pludselig hører jeg en der kommer løbende bag mig – virkelig hurtigt og jeg tænker “fuck nu dør jeg”.. Han stopper mig og siger “I’m so sorry to bother you but you’re so beautiful!” Den her gut var måske i midten af tyveren, han var pisse nervøs og stod og rystede. Jeg siger selvfølgelig tusind tak! Han bliver ved med at snakke, fortæller lidt om området og om hvordan der kommer flere af de hvide (og peger på mig) og huslejen stiger. Han spørger mig hvor jeg har købt den Adidas trøje jeg havde på, for han havde let efter det samme mønster etc. Han spørger om mit nummer og her siger jeg nej og så kom han med en fremragende idé “hvad hvis jeg giver dig mit nummer og så er du i fuld kontrol over hvad du vil bruge det til?” så blev jeg jo nødt til at sige ja. Da jeg giver ham min telefon tænkte jeg straks at han egentlig kunne tage den og løbe nu og kort efter siger han “you have to be careful. Some people would take your phone and run”… Jeg begynder at prøve at gå videre hvortil han følger lidt med og spørger om han ikke kan få min Instagram! Jo det kan du da! Jeg prøver igen at gå videre og han spørger om han ikke godt må få et kram inden han går videre – jo da… her giver han mig det sødeste bjørne kram i verden, siger pænt farvel og der går 10 minutter før en besked kommer på Instagram..

 

nr. 2: Efter nr. 1 ringer jeg til min mor og fortæller hende det hele. Hun er jo så overhovedet ikke tryg ved at jeg render rundt alene og slet ikke et sted hvor der nærmest ingen mennesker er. Mens jeg går og snakker med hende, kommer der en bil kørende og tilbyder mig et lift – jeg siger pænt nej tak og det falder ikke i god jord. Da han kommer kørende forbi igen råber han “bye bitch!” Jeg har stadig min mor i røret, og det hjælper ligesom ikke på hendes dårlige nerver.

 

Jeg går videre og passerer en parkeringsplads og fandme så, om han ikke kører ind på den parkeringsplads, kører rundt om mig, langsomt og kigger – jeg har stadig mutti i røret/facetime – og her ser hun jo så også mig være ret utryg ved situationen..

Efter dette, kører han heldigvis væk – for good.

 

Nr. 3: Jeg ankommer endelig til Art district og her er der en kvinde der råber efter mig “excuse me! Excuse me!!!” jeg tænker jeg må have tabt et eller andet – næ, hun ville egentlig bare lige informere mig om at hun havde set mig gå hele vejen fra Boyle Heights til Art district, men hun var altså kørende. Whaaaat??..

jeg tænker – det var det! Nu daffer jeg til Hollywood skiltet for at heike. Jaaa, nej… Jeg bestiller en Uber “pool”, så dvs der sidder en anden i uberen i forvejen og den er billigere. Mega nice! Da vi sætter den anden pige af og der kun er mig tilbage i uberen siger uberen chaufføren (vil skyde på han var i 60’erne) “I must say you are beautiful! I’ve been wanting too tell you, but didn’t wanna get in trouble”, men ikke på en klam måde – sådan rigtig sød gammel mand agtig måde. Jeg siger tuuuusind tak! Og så kom den igen “when I saw you at the pick up I thought to myself – I hope it’s her, let it be her”.. Her blev det mærkeligt.. Han sluttede af med at jeg skulle passe på mig selv! Jeg prøver, sir.

Efter min awesome hike og sindssygt trætte stænger – vil jeg egentlig bare gerne hjem. Jeg når lige akkurat at bestille en uber før min telefon går ud – LA er åbenbart ikke kendt for at hjælpe folk med at oplade deres telefoner, som NYC. Dvs at jeg står og venter på min uber. Venter og venter og han er forsinket – mens jeg står her er der 2 ud af alle de biler der kører forbi der råber “hey Girl!”

Da jeg ankommer til togstationen kan jeg heller ikke oplade min telefon, så jeg vælger at finde er sted og kæbe en cola og en pizza slice! YES! Da jeg står alene ved et bord og spiser min rigtig gode slice, kommer der en mand forbi han begynder at forme er kamera med sine hænder og jeg kigger forvirret på ham hvortil han begynder at små fnise og så siger han “this picture would be the perfect picture. The whole setup – this moment!” Jeg griner og tager en bid mere af min slice.

 

Jeg sidder nu i toget på vej hen til hvor jeg bor i LA og tænker over hvor heldig jeg egentlig har været. Det var meget på én dag, men de er fandme mere venlige her end i NYC. De er ikke “klamme” i deres måde at tale på, men de siger hvad de mener. På den anden side, kunne jeg også have været mega uheldig og hvis ikke jeg havde snakket i telefon, havde ham i bilen så gjort noget andet?? Who knows. ALDRIG GÅ ALENE! 

Siger jeg og gør det igen imorgen – det handler bare om hvor du går ♥️

Xoxo