“You’re not fucking anyone in this bed anyway”…

Jeg ved jeg ikke har skrevet herinde i noget tid. Det skam ikke fordi jeg ikke har haft tid, jo faktisk også det, men mest af alt fordi mit hoved har været så bombet af 120 milliarder ting der er sket. Jeg ved slet ikke engang hvor jeg skal starte.

Jeg er flyttet igen, jeg er stadig med samme familie. Vi er endelig ude af den toværelses lejlighed, men er flyttet ind i et hus som absolut ikke er færdigt.

Jeg har hverken haft håndtag på min dør eller badeværelses døren. Jeg har sovet i “mit værelse”, på en madras på gulvet fordi hans poolbord var vigtigere at samle end min seng. Jeg har været stivfrossen pga et kæmpe hul i væggen og vindue der ikke er lappet sammen (det er vinter!). Jeg bad ham om at samle min seng 20 gange, hjalp med at samle den og den er slet ikke samlet ordentligt. Benene i midten er faldet sammen, men det mente han var okay for madrassen ville holde på benene (not true.) “You’re not fucking anyone in this bed anyway” – hans ord. Han forstår at chokere mig og få lukket munden på mig i et par minutter, så han får sit smuthul til at forsvinde hurtigt. Hold nu op hvor har jeg haft mange diskussioner med den mand. 

Jeg har selv fixet mit bad, da jeg ikke havde noget varmt vand. Jeg måtte på jagt efter noget værktøj så jeg selv kunne skille det ad og samle det igen – nu har jeg varmt vand.

Jeg har aldrig ro. Der er minimum 4 arbejdere der om dagen.

Mens jeg ikke har haft håndtag i min badeværelsesdør, har jeg én gang måtte lukke døren meget hurtigt da jeg stod uden bukser på og den lille dreng ville ind på badeværelset.

Jeg har endelig fået håndtag i mine døre, men fik at vide at det var midlertidigt da de ikke havde “håndtaget med lås” endnu.

I dag, efter jeg havde været oppe og træne, skulle jeg selvfølgelig i bad. Da jeg kommer ud af badet, completely naked, åbner døren. En af arbejderne skal åbenbart på toilet (vælger dette ud af de 5 badeværelser der er), jeg skynder mig alt hvad jeg kan og lukker døren i hovedet på ham og råber “hey!”.. Jeg rystede. Jeg var i chok. Jeg er sådan set stadig i chok. Jeg ved ærligt ikke hvad jeg skulle have gjort hvis han var kommet ind. Bare 1 minut før, og jeg havde stadig været under bruseren, ude af stand til at nå at reagere.

Jeg fik nok – jeg skrev til min chef med det samme. Det kan simpelthen ikke passe at det her nu også skal ske! Det viser sig så at de åbenbart har fixet låsen og det som jeg troede var en skrue, er en lille bitte “stift” der låser døren. How should I know?! Så det er jo absolut ikke deres skyld, det kunne jeg jo selv have tænkt mig til. 

Deres papa er pt på skiferie (raaaart)… men det gør så at jeg arbejder ekstra, fordi mutti er presset og det kræver 2 personer til alle de aktiviteter børnene går til (basketball x2, klaver, tennis x2, svømning x2 og fodbold)..

Jeg glæder mig, jeg glæder mig rigtig meget til den 17. marts hvor jeg endelig er færdig og skal ud og rejse. Jeg glæder mig så helt vanvittigt meget til jeg tager på roadtrip med en god kammerat den 21. marts! Jeg ved at “jeg er heldig”, som andre ville kalde det, men nej jeg er faktisk ikke heldig, jeg sørger selv for at få det bedste ud af det! Jeg tror ikke på held. Jeg tror på at du selv sørger for at skabe gode oplevelser og få det bedste ude af de værre.

Don’t get me wrong here! Jeg elsker USA, jeg elsker hvor meget jeg som person har udviklet mig, hvor meget stærkere jeg er blevet, alt hvad jeg har oplevet er jeg taknemlig for, men jeg kunne godt have været foruden riiiigtig mange ting. Hvis jeg kunne have gjort det anderledes og havde haft muligheden, havde jeg ikke valgt at være Au pair, men haft et job der kunne sende mig til New York i stedet. Jeg er ikke færdig med New York, jeg er heller ikke færdig med alle de dejlige mennesker her i USA, men jeg glæder mig til jeg er færdig med at bo ved denne familie, selvom det da alligevel bliver hårdt. Jeg kommer til at savne børnene helt vildt meget.

Ha’ en dejlig dag.

Xoxo