Sexapresning/sextortion

Som mange af jeg ved har jeg haft lavet en lille serie der hedder “skynd dig væk”.. Det handler primært om mit liv med en hverdagspsykopat. I det forhold fandt jeg ud af, efterfølgende, at der var blevet sendt videoer rundt til hans kammerater af mig bagfra – under sex. Bare at sidde og skrive det her nu, giver mig hjertebanken og kvalme. Jeg har været i kontakt med en af mine kære barndomsveninder, som har været offer for sexapresning. Den historie ville jeg rigtig gerne hjælpe med at få ud i verden. Udfra hvad jeg selv har oplevet, hvad hun har oplevet og hvad der er så mange unge mennesker derude lige nu, som oplever – så vi nødt til at gøre hvad VI kan, for at få budskabet ud og fortælle hvor forkert det er og hvor meget det kan påvirke et andet menneske resten af ens liv! Vi skal tale det ihjel.

Her er hendes historie:

Den 9. februar 2019 blev jeg kontaktet af en engelsktalende profil via Messenger. Først tænkte jeg, at det var én af de udenlandske profiler, man jævnligt bliver kontaktet af, som bare skrev et eller andet pladder. Jeg åbnede den ikke i første omgang, men åbnede den en dag, hvor jeg sad og kedede mig – for underholdningens skyld. Jeg fik en kæmpe knude i halsen og ondt i maven, da jeg læste beskeden. Han påstod, at min ekskæreste delte nogle billeder af mig. Mine første tanker var egentlig, at der ikke burde findes nogen billeder af mig, som andre ikke måtte se, fordi jeg aldrig har delt nøgen- eller undertøjsbilleder med andre. Ikke engang min ekskæreste. Jeg bad derfor personen om nogle beviser for det. Han skrev ting, som at jeg var meget smuk og at jeg havde en flot krop – men ville ikke sende nogen beviser i første omgang.

Efter lidt ping-pong frem og tilbage, fik jeg ham endelig overtalt til at sende et bevis på, at han havde set de her billeder af mig. Der gik lige præcis 2 timer og 24 minutter, fra han havde set min seneste besked, til han svarede. Det var det længste tidsrum i mit liv. Jeg havde SÅ ondt i maven, og sad bare og stirrede på min telefon. Endelig kom der et svar fra ham. Det var et billede af mig fra omkring navlen og op. På billedet sad jeg og kiggede ned, med håret oppe i en knold og har åbenlyst ikke vidst, at dette billede blev taget. Jeg havde ikke noget tøj på. Der fulgte en besked med billedet om, at min ekskæreste ville pine mig, fordi jeg, efter sigende, havde været ham utro. Jeg har aldrig været en ekskæreste utro, og derfor gav hele den her situation slet ikke mening for mig. Personen, der havde kontaktet mig, ville ikke fortælle mig mere end dét. Han skrev, at han var bange for at få fingrene i klemme hos nogen, og ville derfor ikke gøre mere. Jeg hørte ikke mere fra ham. 

Jeg har aldrig været så utilpas, som jeg var på det her tidspunkt. Jeg havde ingen anelse om, om der var flere billeder end dét, jeg havde set – og jeg anede ikke, hvor mange mennesker, der havde set billedet eller billederne. Det var SÅ angstprovokerende.

 

Efter det her, politianmeldte jeg det ikke. Jeg følte ikke, jeg havde noget ordentligt grundlag for det, og var enormt bange for, hvad udfaldet kunne blive, hvis jeg gjorde det.

Efter en måneds tid, hvor jeg havde ladet det falde hen, blev jeg kontaktet igen. Dette var af en anden profil, under et andet navn. Han lagde ud med at skrive nogle meget grænseoverskridende kommentarer om min krop, og jeg fik virkelig ondt i maven igen. Han kunne ikke forstå, at jeg ikke blev smigret over ”komplimenterne” – og han spurgte endda ind til, hvorfor jeg ikke delte mere, end jeg gjorde. For at have mit på det rene, bad jeg ham om at sende beviser på, at han havde set nogle billeder af mig. Efter flere kommentarer om min krop, sendte han to billeder. Igen var det af mig. Jeg var ikke i ét sekund i tvivl. Det ene var af næsten hele min krop fra siden, og det andet var min overkrop, også fra siden. Jeg havde igen ikke noget tøj på, og er ikke bevidst om, at billederne blev taget. Nu blev det bekræftet – der var flere billeder af mig. Men hvor mange?

 

Jeg fik hjertebanken, en klump i halsen og blev ærligt talt skide bange – for hvor kom de billeder fra? Jeg havde jo ikke selv sendt dem til nogen – og jeg havde bestemt heller ikke ladet nogen tage billeder af mig, hvor jeg ikke havde tøj på. Den her person ville kun hjælpe mig, hvis jeg sendte et billede af mig selv på Snapchat. Dette nægtede jeg, og samtalen sluttede meget brat herefter.

 

Efter et par dage og nogle lange snakke med min veninde, som på dette tidspunkt var den eneste, der kendte til min situation, besluttede jeg mig for at politianmelde sagen. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at finde frem til, hvor de billeder stammer fra, og hvem der sendte dem til alle mulige fremmede. Efter politianmeldelsen sygemeldte jeg mig fra det studie, jeg kun havde gået på i lidt over en måned. Jeg kunne ikke gå uden for en dør. Jeg var så angst for, at der var nogen, der havde set billederne af mig – for hvad ville de ikke tænke? Jeg måtte få en veninde, der bor i nærheden, til at komme op og være ved mig ind i mellem, fordi jeg ikke en gang kunne gå op og handle eller gå en tur med min hund. På gåture, handleture og bare ture ud i haven, har hun måtte hives igennem, at jeg bare har sat mig ned og grædt, fordi jeg har været så bange for hele situationen. Jeg havde på ingen måde kontrol over min krop.

 

Efter en uge på denne måde, henlagde politiet sagen, fordi de ikke kunne finde frem til nogle informationer via profilerne, der havde kontaktet mig. De henlagde sagen med en besked om, at jeg skulle kontakte dem, hvis jeg blev kontaktet af en ny profil. Jeg var på helt bar bund. Jeg havde ikke selv nogen idé om, hvem der stod bag – og politiet kunne heller ikke hjælpe mig. Det hele blev forværret for mig. Min veninde og jeg startede helt fra bunden; jeg kunne ikke engang nærme mig hoveddøren i min lejlighed. Det stod på i yderligere 14 dage, indtil jeg fik samlet mig, og forsøgte at tage i skole.

 

Der gik en måned, og jeg begyndte stille og roligt at få en nogenlunde almindelig hverdag stablet op igen. Jeg havde det svært, men det gik den rigtige vej – indtil der poppede en ny besked frem på min telefon. Endnu en ukendt, engelsktalende mand. Endnu en stak grænseoverskridende kommentarer; men denne gang ville han have mere. Flere billeder. Da jeg ikke ville sende flere billeder, begyndte han at afpresse mig. Han startede med at spørge ind til, hvordan jeg ville have det med, at mine mandlige følgere på Instagram så nogle af billederne. Han kørte den videre, og sluttede af med, at min familie ville få dem, og at det ville blive sjovt for mig at komme i skole.

Efter denne samtale, ringede jeg til den politimand, som jeg havde været i dialog med tidligere. Han spurgte ind til den profil, der havde kontaktet mig, og kom frem til, at der ikke ville være noget at komme efter dér heller. Han kunne derfor ikke rigtig hjælpe mig, men rådede mig til at fortælle min omgangskreds om situationen – og fortælle, at de skulle kontakte mig omgående, hvis de modtog nogen billeder fra ukendte personer.

 

Efter nogle timers tænketid, skrev jeg et langt opslag på Facebook. Jeg skrev om hele forløbet, at politiet var inde over og mine frustrationer i forbindelse med det hele. Jeg gjorde opmærksom på, at jeg ville blive rigtig glad for alle former for hjælp i sagen, og at jeg selv var på fuldstændig bar bund. I løbet af de første fem minutter kom der ingen interaktioner på opslaget. Jeg havde helt vildt ondt i maven, og reloaded siden noget nær 100 gange. Pludselig begyndte det. Den ene søde kommentar efter den anden. Folk, der var forargede, der ville hjælpe, der delte det. Messenger eksploderede med varme beskeder fra både venner, bekendte og folk jeg ikke anede, hvem var. Det var en kæmpe lettelse for mig, at det blev taget så pænt i mod. Ikke én eneste negativ kommentar.

 

Siden hele den her sag har jeg for alvor mærket, hvordan angst kan træde ind. Jeg har haft nogle usandsynligt hårde dage, hvor jeg har haft tilbagefald og ikke har kunne træde ud ad en dør – men jeg har haft så meget støtte ved mig, fordi jeg talte åbent om det, at jeg bliver hjulpet på vej af hele min omgangskreds. Jeg møder forståelse, når jeg bliver nødt til at sige fra til ting, jeg ellers aldrig har haft problemer med at gøre. Heldigvis er der ikke nogen, jeg kender, der har modtaget billeder af mig – og jeg er ikke blevet kontaktet af nogen nye profiler, siden jeg italesatte det.

Det var den helt rigtige beslutning at dele min historie. Det er jeg ikke ét sekund i tvivl om.

 

Du kan følge Anne-Mette og hendes rejse gennem dette på instagram: kampenmodsextortion

Xoxo