Fanget i USA

Not even kidding…

Som mange af jer nok ved, er jeg pt flyttet til USA for at være fuldtids “nanny” – også kaldet Au pair, MEN jeg står pt i den situation at jeg simpelthen ikke kan rumme at være i den familie jeg er ved..

Jeg har søgt om at kunne få lov til at skifte familie, men det kræver at man har en legit grund til det, ellers må man tage hjem og skal selv betal xx antal tusinde kroner for alle udgifterne der er betalt for mig her, over et år m.m. Så derfor “Fanget!” – jeg har desværre ikke de penge, men det fint nok, for jeg er slet ikke klar til at tage hjem!!

HELDIGVIS er alt i den skønneste orden, eller sådan da.. De mener at min grund er legit nok, da omgivelserne og omstændighederne simpelthen er en stressfaktor og absolut ikke sundt at være i.

MEN det krævede også lidt at jeg altså skulle fortælle denne her familie, at jeg ikke ville være her mere. Jeg kan faktisk rigtig god lide forældrene. Det er aldrig nemt, og jeg vil jo ikke såre nogen, det piner mig bare rigtig meget at jeg flytter den 14. maj, men de har stadig ikke fortalt børnene noget. Jeg skal høre “i love you, Naja”, “you’re the best babysitter EVER!”, “You’re my bigsis'”, m.m. og så bare smile og nikke.. Jeg sårer jo dem, uden at det er min skyld..

Derudover har de nærmest skiftet personlighed. Moderen gør hvad hun kan for at forblive gode venner, hun gør et godt stykke arbejde. Faderen, er en helt anden. Det er hårdt, at blive boende ved at familie, som ved jeg ikke vil være her og som er super trætte af situation – jeg tror faktisk jeg er mere træt af den.. Hvordan de siger “det er sindssygt dårlig timing, to uger er ingen tid, det er pisse irriterende,” – well ja, det syntes jeg altså også og det er mig der skal fortsætte arbejdet!

Tirsdag den 14. maj flytter jeg så til Long Island. Jeg forlader New Jersey og rykker til New York. Der er cirka samme transport tid til NYC, men jeg slipper for at skulle skifte tog. Der er 3 børn istedet for 2, men der er også en dreng, hvilket jeg tror er en god ting. Forældrene er lykkeligt gift og har været sammen i 25 år. De er fra Irland, så vi har Europa tilfælles. Jeg behøver ikke at spise pasta og nutella hele tiden/fodre børnene med dette, da de rent faktisk giver mig ansvaret for at lave mad. Der er flere muligheder for underholdning for børnene og jeg, end der er her. De går all in på at snakke med børnene, istedet for at skrige af børnene. Fortælle børnene hvorfor man siger nej, istedet for bare at råbe nej.

Jeg glæder mig.. 10 dage endnu.

Xoxo