8. Skynd dig væk – når og hvis du kan

Dagen efter, havde han slettet og blokeret mig på alle de sociale medier. Jeg spurgte ham selvfølgelig hvad der foregik, da jeg kørte ud i lejligheden for at hente nogen af mine ting samme dag. Nu skulle det vise sig at det pludselig var mig der havde sendt B* ud til ham. Jeg fik det ene møgfald efter det andet og jeg skulle i hvert fald ikke dukke op igen, når han var hjemme! Nu var det hele min skyld igen. Som det jo altid var. Hvordan kunne dette være min skyld? Det var ham der havde trådt i spinaten. B* havde helt klart sin egen grund til at dukke op og snakke med ham.

Jeg endte med at kunne snakke med ham og han endte med at undskylde igen. Han sagde han meget hellere ville være sammen med mig, og han havde fundet ud af at det føltes forkert når han var sammen med andre. Det var jo kun mig han ville være sammen med og hvis det nogensinde blev for hårdt hjemme ved mine forældre, var jeg altid velkommen i lejligheden. Han spørger om det er for meget hvis han har lyst til at kysse mig og bliver ved med at kramme mig. Han begyndte på ting jeg ikke havde lyst til og jeg bliver ved med at sige nej. Til sidst falder jeg i, uden egentlig rigtigt at have lyst som det ofte var sket før, for hvad sker der når jeg afviser? Straffen kommer altid bragende som en uvis men tung og ubehagelig stemning, hvor det ligger i luften at JEG er idioten. Han kysser mig overalt på kroppen og gør ting han aldrig har villet gøre før. Jeg ender med at stoppe det, og han bliver lidt ked af det. Eller måske sur, jeg ved det faktisk ikke, men jeg havde dårlig samvittighed. Det kunne han altid få mig til at føle. Tænk at få dårlig samvittighed af, for engangsskyld at lytte til mig selv.

Da han kører på arbejde er det sidste han siger ”du kan jo prøve at anmode om venskab igen, så kan vi jo så om jeg godkender det”. Dum som jeg var, gjorde jeg det selvfølgelig. Han accepterede min anmodning på Facebook, men skrev og spurgte om jeg stadig syntes vi skulle have kontakt, nu når vi ikke stod over for hinanden mere? Jeg blev hamrende forvirret. Jeg skulle have sagt nej, men jeg mente jo det var relevant nu når vi stadig havde en fælles lejlighed og bil som vi skulle af med. Jeg troede på hvert et ord han lige havde fyret af.

Pludselig blev han forvandlet til offeret. Lige pludselig var det kun A* der havde været et fjols. Jeg aner ikke hvordan det skete, men det skete. Det var meningen jeg skulle have ondt af ham. Han begynder at skrive til mig igen, at han har været en kæmpe idiot, over for mig, men især B*. Han ville få bank hvis han nærmede sig ham eller hans bror, og han burde også få bank af mig, mente han. Han skrev selv at han burde tage sig sammen og blive voksen, som både B* og jeg har sagt til ham, så nu havde han tænkt sig at ligge alt på hylden. Jeg gav ham jo selvfølgelig fuldstændig ret. Den store idiot han har været, kunne han jo ikke komme uden om. Han ville ligge alt og næsten alle på hylden. Men hvad betød det? Han ville bare være sig selv og kun tænkte på at arbejde og den sidste besked jeg modtog var ”vi stopper her”. Tilbage stod jeg igen – snot hamrende forvirret, og troede jo lige vi havde fundet ud af tingene, men inderst inde vidste jeg jo godt det var et spil. Et spil for ham, hvor han lige havde vundet.