Fysisk udfordret – Ruten der ingen ende ville tage

7. maj – dag 2

Vågnede klokken 02:30 og her var helt lyst. Havde med vilje ikke rullet gardinerne for, hvis nu jeg var heldig at der skulle komme nordlys. Men jeg faldt i søvn klokken 21:30, da klokken i mit system jo var 01:30 og det havde været en lang dag igår.

Jeg faldt heldigvis i søvn igen, men så vågnede jeg allerede 5:30 – helt ør i hovedet, så jeg har bare ligget og puttet unden dynen og kigget ud på isen – sikke en udsigt at vågne op til.

Jeg kunne dog godt undvære ravnene – de larmer lidt og de er satme store 😂

Klokken 9 bliver der serveret morgenmad på værelset, så indtil da – er det bare at få tiden til at gå.

Jeg gør arbejdesdelen for i dag kort – vi har gjort gårdspladsen ren, og så har vi været ude i en lejlighed at gøre hovedrent – med udsigt til is fjord.

Hvad der her yderlige skete – har været min vildeste, hårdeste fysiske udfordring i mit liv og jeg ved ikke engang hvordan jeg skal beskrive turen.

Vi troede vi skulle ud og gå/hike 6,7 km. Vi endte alene, oppe i fjeldene. Det gik op og op og op. Hver gang vi kunne se op, sagde vi til hinanden – “man må kunne se byen, deroppe fra!” Men det skete bare ikke.

Så når vi et sted hvor vi begge to er sådan lidt “aaargh, det kan ikke passe – det bliver lidt scary nu”. Vi er lidt nervøse for at turen bare stoppe her og at vi må gå heeeeele vejen tilbage igen og om vi overhovedet kan finde den vej.

Vi kan se ned i en kløft – der er fodspor, så vi vælger at hoppe/kravle derned. Og så går det ellers bare OP igen! På hele turen har vi også skulle være forsigtige med hvor vi træder. Der er høj sne som vi falder igennem og der er sne som snyder os – hvor der er vand under.

På det her tidspunkt har både ryg og fødder haft det hårdt og det er bare ikke slut endnu. Jeg er så imponeret over hvordan mine svage hofter har holdt til det – men så er det ooooop. Der er glat flere steder og der løber vand. Da vi endelige kommer op – kan vi se byen ude i det fjerne! Der er stadig langt, men der sker et eller andet med kroppen – adrenalin. Man skal bare derned og det kan kun gå for langsomt!

Flere gange måtte vi klatre langs “væggene” og flere gange faldt vi ned i isen, helt op til lårene.

Vi har kunne høre slædehundene i det fjerne, men nu er vi nåede helt ned til dem. Det er vidst fodringstid, de hyler og gør ekstremt meget – alle sammen. Hvis vi vil den hurtige vej – skal vi gå igennem alle de 100 slædehunde (cirka), som vi har fået at vide at man helst ikke skal gå hen til, eller også skal vi gå lidt mere op igen, og så ned på den anden side – det gør vi selvfølgelig. Idet vi kommer ned, og jeg rammer asfalten – her gør mine hofter ondt. Ubeskriveligt ondt! (for dem der ikke ved det, lider jeg af hoftedysplasi og for lille hofteskål) Og vi er landet over på den anden side af fjeldet, så der er stadig en god gåtur til hotellet.

Det bare med at lukke fuldstændig ned i hjernen og bare gå. Jeg gik længe uden at sige det højt – hvis jeg sagde det højt, ville det blive en realitet. Det kunne tydeligt ses though, og vi endte også med at gå med lang afstand imellem hinanden.

Da vi endelig når ned til hotellet har vi rundet cirka 15-16 km og 165 etager – opad.

Vi skulle have været hjemme klokken 19 – hvis vi altså ville nå aftensmaden. Vi gik 16:30 og regnede med at være hjemme senest 18:30. Vi var hjemme 20:30.

Det blev til kold aftensmad, men heldigvis en rigtig blød seng.

Jeg er så imponeret over hvad kroppen kan, når det gælder “overlevelse”. Vi blev bare ved med at gå op og op, og for hver gang, blev vi skuffet over ikke at kunne se by. At være intetanende og hvor ondt kroppen gør og man skal bare videre.

jeg er super stolt af turen nu, men det nok ikke noget jeg gør igen – bevidst.

xoxo