Min hjerne er gået i stå.. Straf eller styrke?

Jeg sidder her nu – sat min telefon på flytilstand, sat noget roligt musik på og har besluttet mig for bare at lade tankerne få frit løb. Jeg har ikke fået skrevet i lang tid – absolut ikke fordi jeg ikke har haft lyst, men jeg føler at der er 2400 ting at skrive om og så alligevel ingenting. Mit hoved har været tomt og jeg har ikke kunnet finde ud af at sætte ord på diverse tanker og begivenheder.

Jeg har flere gange haft sat mig ned og begyndt at skrive et indlæg, men hver gang har jeg kun fået et par sætninger sat sammen og så var der ikke mere at komme efter.

Her sidder jeg igen – med 117 ord om hvorfor jeg ikke har fået skrevet noget i lang tid – og kan igen ikke få hjernen til at fungere.

Jeg ved at jeg sidder i en situation lige nu hvor jeg skaber en masse minder. En masse minder på godt og ondt.

Husker i min historie om blotteren? Ellers kan i læse den her..

Jeg fik for en måneds tid siden et opkald fra “the district attorney”.. Blotteren jeg mødte i toget på vej hjem fra lufthavnen, skulle i retten. De ville have mig til at fortælle hele historien igen og de ville høre om jeg ville vidne hvis de skulle i retten igen.

Første gang hun ringede var jeg nødt til at fortælle hende at jeg ville ringe tilbage. Jeg sad alene en aften med alle tre unger (au pair life). Da hun fortælle mig hvem hun er, blev jeg nødt til at sætte mig ned. Da hun så beder mig om at fortælle hele historien igen, begyndte jeg at ryste. Jeg ville rigtig gerne snakke med hende, men var nødt til at sige at jeg ville ringe tilbage om 1 times tid da jeg sad med tre børn alene og de nok ikke skulle høre det..

Hvorfor jeg rystede var jeg selv i tvivl om. Jeg må indrømme, at det har påvirket mig mere end jeg havde regnet med. Jeg har hele tiden sagt til alle at jeg har det fint – det har jeg også, men det sidder altså i mig nu. Hver gang jeg tager toget, hver gang jeg ender på Jamaica togstation, hver gang jeg venter på toget alene om aftenen og hver evig eneste gang jeg hører en hindu snakke (det er tarveligt, jeg ved det)..

da jeg selvfølgelig ville ringe tilbage efter en times tid, var forældrene ikke kommet hjem endnu, så resten af aftenen tænker jeg på hvad vi skulle snakke om, hvad der var sket med ham og hvad der skulle ske med mig og egentlig så kørte hele episoden bag mine øjne som en film – om og om igen.

Hun ringede heldigvis til mig igen dagen efter. Her fik vi snakket, jeg fik fortalt og hun fortæller mig så at han skulle i retten i morgen (dagen efter) og at de lige skulle have det hele på plads. Hun fortæller mig at hun har undladt alle mine oplysninger, eftersom jeg havde sagt nej til polititilhold, men at de var nødt til at bruge mit navn. Hun fortæller mig også at lige præcis der i toget hvor vi sad, var der altså ikke særlig god kameravinkel fra overvågning og ville spørge mig om jeg ville være villig til at møde ind i retten og vidne hvis de fik brug for det og skulle i retten en ekstra gang. Dette sagde jeg ja til.

Et par dage efter ringer hun igen – det var så i onsdags.. Her fortæller hun at nu havde de været i retten og manden skulle have hjælp til hans, åbenbart, alkohol problem. Her spørger hun om jeg ville gå med til at han fik nedsat straf, fordi han var fuld da han gjorde det, eller om vi skulle fortsætte som før. Her siger jeg nej.. As said, så har jeg også været rigtig rigtig fuld før, jeg tror ikke på at alkohol kan få dig til at gøre dette, uden du så også kunne finde på at gøre det i ædru tilstand eller i hvert fald har tænkt på at gøre det.. Det super godt at han får hjælp, men alle de andre piger, kvinder, damer, børn, etc. der er derude, fortjener ikke at se på denne mand som jeg blev tvunget til.

Den 5. december skal de i retten igen og jeg ved stadig ikke om jeg skal med.

Jeg har aldrig i mit liv været i en politibil, meldt nogen direkte til politiet, været i retten eller været så involveret i en sag i Danmark.

Jeg er her blevet kørt hjem af Nassau County, New Yorks politi, meldt en blotter til politiet og haft flere samtaler med en distrikts advokat/anklager whatever vi kalder hende på dansk.

Og det er bare én ud af mange ubehagelige, men lærerige oplevelser jeg har været udsat for i mine nu 8 måneder i USA.

Det er igen noget der vil følge med mig altid, jeg kommer aldrig til at glemme det. Hvor meget mere kan der være plads til i min lille krop?

Jeg tror rigtig meget på at alting sker af en årsag, men de ting der er sket her i USA… Jeg har stadig ikke helt  forstået hvorfor de sker.. Om det er for at vise mig at jeg altså er stærkere end jeg tror, eller om det er for at jeg skal lære at forstå at jeg altså ikke selv kan kontrollere hvad der skal ske med mig – I don’t know.

Derudover vil jo dog sige at jeg har nogle vanvittige styrker, som efterhånden er blevet meget stærkere – så måske er det derfor jeg skal igennem alt dette..

MOD: Mit mod er blevet sat på prøve. Det handler om at turde at tage nogle svære eller farlige valg nogle gange – og det må man sige at jeg har skulle. Jeg har også haft taget nogle valg her, hvor jeg må indrømme var første gang jeg rigtig blev bange.. MEN jeg er ikke bange for at gå for mig selv og jeg er absolut ikke bange for de svære valg mere.

NYSGERRIGHED: Jeg har altid været med nysgerrig – det er nok også en af de ting der har fået mig til USA til at starte med. Jeg har set det meste, både i Danmark og nu også USA, men jeg er ikke færdig.. Flere har spurgt om jeg ikke bare skulle tage hjem, men nej. Jeg er ikke færdig med at stille spørgsmål, jeg er ikke færdig med de kommende udfordringer. Jeg er nysgerrig efter hvad de næste 5 måneder bringer mig og jeg går altid ind i enhver situation med åbne arme.

LEDERSKAB: Jeg har altid taget ansvar for enhver skole opgave eller gået forrest i gruppearbejde. Jeg har været sat i nogle situationer herover hvor jeg har været nødt til at tage ansvar og gå forrest, ellers kom vi ingen vegne. Jeg har selv arrangeret alle de ture jeg har været på – helt ned til mindste detalje. Og her er jeg leder af dagen i en familie. Jeg står op og gør tre børn klar, jeg laver mad, vasker tøj, kører alene rundt i bil i USA, taler så godt amerikansk at de ikke længere kan høre at jeg er dansker (siger de) og jeg leder mig selv.

Det var bare nogen af dem, men hold nu op hvor jeg glæder mig til mine forældre kommer. Uanset hvor stærk jeg er, ikke er eller bliver – så er det ind imellem også bare rart at få noget omsorg, kæmpe kram og bare få lov til at være mine forældres datter.

Xoxo